Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen til Børnehaven Havhuset

Velkommen i børnehaven Havhuset

Børnehaven Havhuset er en del af Hou Landsbyordning under Hals Skole, og er en af 9 landsbyordninger i Aalborg Kommune. Landsbyordningerne har børnehave, skole og DUS under samme tag. Børnehaven har fælles ledelse med skolen, hvilket betyder, at vi er en del af Aalborg Kommunes skolevæsen. Desuden har vi en fælles bestyrelse, der består af repræsentanter fra både skole og børnehave.
Børnehaven Havhuset ligger fysisk på samme matrikel som skolen. Dette skaber en tættere sammenhæng for børnene og giver en mere overskuelig og glidende overgang fra børnehave til skole og DUS. Herved oplever børnene en naturlig og gradvis overgang, som kan ske i barnets eget tempo. Dit barn har her mulighed for at være en del af et kendt og trygt miljø fra 3-årsalderen til 12-årsalderen ved udgangen af 6. klasse.


Vi har fælles legeplads for alle børnene på matriklen. Det betyder, at dit barn har mulighed for at etablere venskaber på tværs af alder i et trygt og kendt miljø.
Børnehave og DUS har et tæt samarbejde både pædagogisk og i forhold til at udnytte vores lokaler bedst muligt. Vores lokaler er lyse og velindrettede med mulighed for både fordybelse og aktiv leg. 
Børnehaven Havhuset er placeret naturskønt tæt på både hav og skov. Vi bruger naturen omkring os året rundt og er ude hver dag uanset vejr og vind. Desuden råder vi over en naturlegeplads, som ligger tæt på os med bålhytte, indendørsareal, legeplads og mulighed for at dyrke grønsager. 


Sådan arbejder vi
I børnehaven arbejder vi med børnenes udvikling fx inden for selvstændighed, sprog, motorik, kreativitet og sociale relationer. Det sker i trygge rammer, hvor barnet støttes i at mestre verden, udvikle venskaber og blive aktive deltagere i fællesskabet.
Vi opdeler børnene i mindre fællesskaber hver dag for at sikre nærvær, fordybelse og læring gennem hele dagen. Vores pædagogik bygger på gode og meningsfyldte rutiner, spændende og sjove læringsmiljøer og et godt trygt fællesskab med plads til alle. Læs mere om det i fanen Pædagogisk Læreplan.
Sammen om barnets trivsel
Ved opstart i børnehaven har alle børn en kontaktpædagog, som er tovholder på vores fælles kommunikation og jeres barns opstart, trivsel og udvikling. Vi prioriterer den daglige kontakt i garderoben højt for at sikre, at vigtige informationer om praktiske forhold og trivsel ikke går tabt.

Praktiske oplysninger
Børnehaven er normeret til 20 børn, men antallet varierer mellem 17-25 børn.
 

Åbningstider
Mandag til torsdag kl. 06.00 - 16.45
Fredag kl. 06.00 - 16.00


Du finder os på
Nørregade 9
Hou, 9270 Hals
Telefon 25 20 05 92